mandag den 3. maj 2010

Stilledag

Jeg er vist mest flittig med øjnene i dag.
Jeg har slæbt alle haveredskaberne frem, men kaffekop, kamera og solfyldt lækrog trækker voldsomt i mig.
Kroppen er træt og tung og ikke lige klar til haveknoklearbejde.
Jeg har fundet alle geogineknoldene frem, men er lidt i tvivl om hvorvidt det stadig er for tidligt at plutte dem i jorden.
En kasse lavendler og små fine marguritter venter også på at få lov til at slå rødderne i min havejord. Hvis jeg nu snakker lidt sødt til dem, holder de nok til et par dage mere i potte.
Jeg tror jeg bliver siddende og nyder.
Strikketøj i hænderne, havegrønt for øjnene og fuglesang i ørerne, ahhhh hvor godt.

søndag den 2. maj 2010

Grydeklar

Fornuftigt fodtøj på modelfødder der venter på at komme på catwalken.

Knipske kopper der venter på kaffetørstige gæster.

Bagværk der venter på lækkermunde.

D´jo hanne-standen der venter på købelystne søndagsgæster.

Godt at jeg holder søndags-mandag og holder fri fra arbejde i morgen.
Jeg er træt og tilpas efter en forrygende weekend.
Trods en noget stille søndag, hvor vi blev udkonkurreret af konfirmationer og forrygende godt vejr, har det været alletiders marked.
Jeg har haft et rigtig godt salg og nydt at hilse på masser af bloggere, trofaste kunder og kursister.
Tusind mange tak til alle jer bloggere der har reklameret for markedet.
Der er "nogen" der har tryllet i min have mens jeg har været væk.
Det grønne er overvældende, tulipaner i hobevis er sprunget ud, og jeg glæder mig bare så meget til at nusle rundt og nyde det hele i morgen, efter en god lang ´nattesøvn.
Nu er jeg grydeklar.
Godnat.

Topmodels



Disse 2 skønne tøser har travet catwalken tynd hele weekenden.
På markedet daglige modeopvisninger, stillede de troligt op og præsenterede talrige standes varer på fornemeste vis.
Billedet er fra i går. I dag havde de fået ægte modelhår.
Store bløde krøller skabt med Carmen-curlers i "Salon Rie".
Godt gået de damer:)))

lørdag den 1. maj 2010

Markedsanalyse

Markedspladsen set fra stadeholderperspektiv.

Her går det godt fru kammerherrerinde, her går det godt....
Sikken en start markedet fik i går.
Intet er givet på forhånd når noget nyt skal skydes i gang.
Kommer der overhovedet nogen, sælger vi det de vil ha´, hvem er de andre og hvad sælger de.
Mange forestillinger blev gjort og bønner blev bedt.
Bønner om:
-masser af kunder-
-ikke for overbevisende godt vejr-
-god stemning og glade mennesker-
Om det var på grund af "Den store bededag", skal jeg ikke kunne sige, men alle vore bønner blev hørt.
Der var fra porten blev slået op, masser af gæster, der købeivrigt besøgte standene og midt på eftermiddagen havde de spist sig gennem kagebordet.
Markedet summede af glade mennesker, der var dejlig musik fra scenen, børn og hunde der snusede rundt et niveau under alle vi andre:)
En dejlig dejlig dag.
Træt, glad og indstillet på merproduktion af det udsolgte drog jeg hjem i går aftes.
Men da først hjemmet svøbte sig om mig, opgav jeg syplanerne og kastede mig istedet over min samling af gamle tapetbøger.
Der blev trillet en ordentlig stor baljefuld retrotapeter der kunne fylde den slunkne salgskuffert op.


Tapeterne var så afgjort et HIT.
Der trilles flere til i morgen:))
I dag havde vi konkurrence fra alle butikkerne i ÅrhusC, men det til trods var der pænt med gæster.
Nu sidder jeg her med mine trætte fødder i et dejligt duftende fodbad.
Bliver opdateret på resten af familiens lørdagsoplevelser og nusser Luka, der synes hun er frygtelig forsømt;)
I morgen tidlig er batterierne ladet op igen og den sidste markedsdag lokker forude.
God lørdag aften