Livet mærkes

Lørdagen var dedikeret til leg og alenehjemme.

Jullen var på festival.

Drengene draget sydover for at spille golf.

Efter en formiddag med husmoderlige sysler,

henslængte jeg mig med kulørt lekture og en farverige frokost, 

lige der på den allerdejligste solskinsplet.

"#¤%&)(/T%¤

Et fortvivlet telefonopkald fra Yngstemand, 

om at hans far lå på golfbanen med et alvorligt ildebefindende.

Solen blev pludselig stikkende og ulidelig,

hjertet hamrede og min egen panik måtte tøjles,

så jeg via telefonen kunne forsøge at berolige og tale ventetiden på ambulancen i stykker.

Der var snarrådige og meget hjælpsomme mennesker omkring dem,

men jeg sad 100 km væk.

Efter en fortumlet togtur med nænsomme opkald til de andre unger,

landede jeg endelig i Fredericia

Kæresten var blevet undersøgt grundigt på sygehuset,

formentlig var en lille blodprop passeret.

Jeg fik ham med mig hjem igen.

Fik samlet Jullen med hjem i hulen.

Og lukket hullet.

Kærestens vejrtrækning blev minutiøst overvåget hele natten.

Han snorksov, som i snorkede virkelig meget,

men panikken sad stadig i min krop og levende ikke plads til søvn.

Søndagen har vi holdt om og af

Roen har genindfundet sig,

solen blev atter mild og lun.

Vinden har sendt kaskader af birkefrøstjerner

op under den blåeste augusthimmel.

Livet mærkes.