En af mine til alle tider spidskompetancer har været at passe på andre og tage mig af andre.
Jeg er hundrede fold bedre til at give en hjælpende hånd,
end jeg er til at tage imod en fremstrakt hånd,
eller til at bede om hjælp.
Manglen på omsorg for mig selv har tæret hårdere og hårdere gennem årerne.
Jeg har forsøgt at snakke mig fra det.
Arbejde mig fra det.
Løbe fra det.
NU stopper du, hvæser min krop.
Ja ja jeg skal lige, puster jeg tilbage.
Stressmonstret overfaldt mig.
Slam sagde det og monstret klamrede sig fast.
Jeg bliver her for altid, hvæser det.
Jeg holder øje med dig.
Jeg æder store bidder af din hukommelse, hvis du ikke passer på dig selv.
Jeg ryster tid og rum, så du ikke ved hvad der er op eller ned, hvis du ikke viser mig hensyn.
Jeg stjæler din evne til at fortabe dig i en roman, hvis du overhører mine advarselsråb.
Jeg graver din kreativitet ned i et stort sort hul, hvis du tirre mig.
Jeg slubre din glæde i mig, hvis du prøver at stikke af fra mig.
Men hvis du passer på dig selv og rækker ud efter hjælp,
er jeg et sødt lille blødt dyr i bunden af lommen.
Jeg er her jo for at hjælpe dig.
Erkendelsen af et livslangt samliv med det lille monster tager tid.
Kommer formentlig til at tage resten af mit liv.
Der er et menneske tæt på mig
som har brug for hjælp.
Men jeg kan ikke.
Jeg skal passe på mig selv.
Der er mennesker tæt på mig, som skåner mig og sætter læhegn op.
Der er kæresten og mine unger der holder om mig.
Jeg er dem dybt taknemmelig.
Jeg føler mig som en skiderik.
Det tæller ikke rigtig i mit system at passe på sig selv.
Godt jeg har den lille bløde fyr på bunden af lommen.
Godt jeg har det store bløde dyr.
Hun kan lulle monstret helt i ro med sine brune øjne,
og mig med.
Der er bare ikke noget bedre end sådan en stor varm pote på låret...
SvarSletVi to har vit en del til fælles - jeg blev ramt hårdt af stress tilbage i 2003 og synes, jeg lærte meget om at passe på mig selv, men ikke godt nok, nu er jeg ramt af en depression og jeg har også mange stress symptomer.
SvarSletTårerne kom op i øjnene, da jeg læste din tekst´- det at vi ikke er i stand til at fordybe os i en roman, at samle os sammen til at lave noget kreativt, for mit vedkommende at komme udenfor og nyde vejret, i det hele taget at glæde os over det, vi før har kunne - dettror jeg ikke, at nogen kan forstå før de selv har været der.
Pas på dig selv og lad dine kære passe på dig.
Knus og tak for kloge ord
Det der, er den rigtige vej frem♥
SvarSletTænk på dig selv ... det er vi kvinder ikke altid for go'e til som du skriver ...
SvarSletGod bedring ♥♥
kære Hanne
SvarSlethuu ha ... her sidder jeg med tårer i øjnene
og nikker genkendende til alt det du skriver her ...
Det er sååå svært at forstå at "nogen" kan begrænse én .... men eneste vej frem er ganske små skridt ... og en evig passen på ....
kæmpe kram og tanker♥
Jeg sender de varmeste tanker og krammere herfra... Erkendelsen af at skulle passe på sig selv er svær. Men jeg tror godt at du inderst inde godt ved at du skal... og du kan. Men det tager tid. Pas godt på dig selv...
SvarSletOgså jeg sidder her med en klump i halsen og gåsehud på armene i genkendelsens gys. Hvis jeg ku, ku jeg have skrevet hvert et ord! Jeg har nu kun den lille bløde fyr i lommen tilbage - det er dejligt. Og først nu er jeg i stand til RIGTIGT at være noget for andre, fordi jeg har lært at være noget for mig selv! Skulle det ske at den lille fyr engang imellem puster sig op og stikker sit alter ego frem, ja, så ved jeg hvem jeg skal takke og så kan jeg gøre noget ved det. Monsteret alias den lille bløde fyr er mine venner.
SvarSletDejligt at din familie forstår.
Glemte lige: min pendant til din store bløde med brune øjne, er en med meget korte ben og lang krop. Lille, men hun kan det samme - det er GULD værd!
SvarSletJeg skrev også at jeg kun har den lille fyr tilbage, det er for så vidt sandt, men jeg er efterladt med huller i hukommelsen og en mistet evne til at fordybe mig i en roman - det ligger for altid i monsterets mave. Nu efter 5 år forventer jeg ikke, at få det eftergivet. Dette sagt som en advarsel - LYT til monsteret, som jo er en del af dig selv.
Og dejlig når nogen kan sætte ord på det der fylder så meget at man tror man aldrig kommer forbi det.
SvarSletMåske ER det slet ikke meningen at man skal forbi/ud af/igennem det dér stress...?!
Måske er det netop IKKE meningen?
Måske tager det bare tid at blive rolig fordi vi ikke selv tør tage tiden til det..???
Tak for dine gode ord, Hanne!
Smukke ord om et tærende emne.
SvarSletJeg blev faktisk lidt glad af at læse det.
Det gav også mig noget og jeg kan høre du er på vej .
Tusind tak.
MarianneL
((( Varme knus og ditto tanker)))
SvarSletEn varm pote og en fugtig snude er så skønt Inge.
SvarSletLuka hilser altid ved at slæbe poten ned af ens ben. Det er absolut mest behageligt med et lag stof imellem;)
Jeg har en velkomst tatovering på mit ene lår;)))
Stress er desværre ikke noget man nogensinde slipper af med igen Randi.
Det vil altid være en livsbetingelse der skal tages hensyn til og livtag med.
Jeg håber at du genfinder glædesglimtene igen.
Det er vejen frem Sifka. Men den er skisme op af bakke;))
Egenomsorg er ikke min spidskompetance Merete. Men jeg kommer efter det, håber jeg.
Erkendelsen og accepten af begrænsningerne kommer i små bitte bidder Marianne.
Det er en lang proces.
Det føles som en form for rolighed at møde andre der vandrer på den samme stenede vej.
Jeg ved at jeg er nødt til og skal passe på mig selv Karina.
Skiderik-følelsen prøver jo bare at sætte mig om bag i køen ;)Men jeg prøver at blive stående forrest;)
Det er rigtig svært for mig at erkende, at jeg ikke kan være der ret meget for andre, mens jeg lærer at være venlig mod mig selv, Dorit. Men det er jo sådan det er.
De buler og skrammer der følger med monsterkampen er rigtig svære at slippe af med.
Så det gælder om at holde sig gode venner med fyren i lommen - også selvom det kniber med hukommelsen;)
Snudepuf og potedask er GULD uanset størrelsen og længden på hunden.
Det er min anden stressrunde Eva.
Forskellen på første sygdomperiode og nu er helt klart min nyerhvervede erkendelse og forståelse af at det her ALDRIG går over.
Første gang holdt jeg i pit en periode, for derefter at drøne lige ud i overhalingsbanen igen;(
Nu bøvler jeg med at finde fornøjelsen ved slæbesporet forever.
Indlægget er vel også en slags peptalk til mig selv Marianne.
Dejligt at vi kan deles om det.
Tusind tak til jer alle for jeres kommentarer.
Det er en trist konstatering at jeg ikke er alene om at have det som jeg har det..
Men det er da også hjertevarmende at vi er mange i samme båd.
At vi kan støtte og op af genkendelsen når monsteret viser tænder.
Takker Anne og sender krammerknus lige lukt i din retning;)))
SvarSletDet er super godt (be-)skrevet. Jeg er helt vild med det. Må jeg låne det? Til min egen lille "historie" - min beretning om mig selv til mig selv ... end ikke til en blog!! Hvis jeg må vil du så sende mig et "ja" på mail? (braendstrup77@yahoo.dk)
SvarSlet