Investor i arbejdsglæde

Som beskrevet i sidste indlæg, er jeg rigtig ked af,

 at jeg ikke fik flikket mig et flex-job sammen hos AlbaBaby.

Siden jeg stress og depressionsramt forlod arbejdsmarkedet har jeg ofte tvivlet på om jeg min nogensinde blev rigtig arbejdsduelig igen.

Lige indtil jeg ved at tilfælde dumpede ned i AlbaBaby.

Jeg var forundret,

mig der altid har kviet mig ved at lave mere end en af hver model,

jeg sad pludselig og var vældig fornøjet ved at sy 30 par identiske selebukser.

Her var noget hvor jeg kunne håndværket,

noget hvor jeg ikke skulle relatere til andre end de øvrige i firmaet.

Her blev tvivlen sendt på porten og troen på min arbejdsduelighed blomstrede.

Flexjob hænger ikke og flagrer på træerne.

Dem skal man selv ud og gøde jorden til,

gi´den en skalle og håbe på at der kan bone et job ud i den anden ende.

Albatøserne og jeg har gødet jorden, givet den en skalle og så lige en mere,

men desværre var afsætningen af den Handmadekollektion jeg syede,

 ikke tilstrækkelig til at kunne dække min løn ind.

Jeg oplever på ingen måde at jeg har været udnyttet som gratis arbejdskraft.

Jeg har oplevet det halve år som min investering i at finde et ideelt flexjob.

Jeg har haft det som en fisk i vand.

Hver eneste dag  har jeg glædet mig til at komme på arbejde,

og har oplevet glæden ved at arbejdsglæde genererer energi og overskud til også at kunne få min hverdag herhjemme til at hænge sammen.

Jeg har nydt at bruge min fritid på at lave Djohanne-modeller.

Her kunne jeg dvæle ved detaljen og fitle med egne finurligheder.

Jeg er helt sikker på at den dag AlbaBaby vejrer morgenluft for en nysatsning på Handmade,

så bliver jeg inviteret med igen.

Det bliver knaldhamrende svært at finde nye græsgange der kan hamle op med AlbaBaby,

men selvfølgelig findes de et eller andet sted,

Jeg strammer kysen og leder med lys og lygte.

Ikke som gratis arbejdskraft, men som investor i mit fremtidige arbejdsliv.