Cand.philter.

I disse uger underviser jeg en flok fritidsklub-unger og deres pædagoger i filtningens finurligheder.

En af pædagogerne spurgte om jeg ikke havde en manual de kunne arbejde frem efter. Det mente jeg da nok at have hjemme i arkiverne, så jeg måtte hjem og lede.

Jeg fandt ganske rigtig en manual jeg havde skrevet sidste forår, men mine filteteknikker udvikler sig jo hele tiden, så den var fuldstændig out-datet i forhold til den teknik jeg havde vist dem.

Min første tanke var at skrive en ny, men så tøvede jeg lige en kende, filtning er jo ikke noget man kan læse sig til, det er noget man skal have i hænderne, noget man skal træne, langsomt få fornemmelse for.

Da jeg selv skulle lære at filte, kæmpede jeg en grusom kamp med uld, vand og sæbe.

Jeg ville bare så gerne lære det, og jeg var bare sådan en knold til det. Igen og igen endte jeg med hullede og klumpede uldne formationer som krævede mere end god fantasi at give navne.

Tankevækkende var det derfor at jeg forleden dag mærkede en lille rids i min underviser-forfængelighed, da en af ungerne kæmpede den samme kamp med en taske fyldt med huller og klumper. Heldigvis lykkedes det mig at bibringe hende kampånd nok til begive sig ud i et nyt forsøg.