Viser opslag med etiketten Jul i hulen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jul i hulen. Vis alle opslag

torsdag den 4. december 2014

At folde et træ og ende med et vinterlandskab

Jeg havde fået noget fint kobberfolie og skulle lige folde et af de der juletræer der var hotte i julen 13.
Det satte gang i udtænkning af et større landskabsprojekt.
Der blev snoet grantræer, der blev hæklet trækroner.
Limpistolen blev varmet op.
Håndspejlet blev splittet ad, så der kunne komme skovsø.
Porcelænsdyrene blev støvet af og flyttede ind i skoven.
Jeg havde en fest en mørk decemberaften.
Nu har jeg et lille winterwonderland på en gammel teakbakke.













mandag den 9. december 2013

Julefred og fryd

Efter et par livlige måneder med masser af aktivitet i værkstedet inden diverse julemarkeder,
har freden nu sænket sig omkring mig.
Alle bestillinger er færdiggjorte og der bliver ikke sagt ja til mere i år.
Nu pusles der med julegaver til store og små.
Der fifles med smågaver til søde veninder og beklædning til "mine" drenge.

Jeg stornyder stilleheden og tager mig selv i, bare at sidde lige så stille og kigge mig omkring i mit elskede værksted.
Glæder mig over al den glæde disse omgivelser bibringer mig.








tirsdag den 5. november 2013

JULESALG








































Jeg glæder mig i denne tid.
Der er livlig aktivitet i værkstedet.
Jeg klipper,klistrer, vrider, fletter, farver, tegner, syer og finder på.
Jeg har en fest med at lave finurligt julepynt og fine ting med julegavepotentiale.
Alt sammen for at kunne invitere dig til JULESALG.
Søndag d.24.nov. kl.11-18 byder jeg indenfor og vil gøre mit til at du går herfra med armene fulde af skønne julepakkenelliker.



onsdag den 23. oktober 2013

Ind i hulen og forberede juuulen







Æv et dårligt rim, men jeg kunne ikke dy mig.
Mens temperaturen endnu engang bevæger sig op i sommerområdet
og lokker til udeliv,
trækker værkstedet i mig fra den anden side.
Jeg vil klippe/klistre, jeg vil have tændte lys i stager og skoldhed te i koppen.
Jeg har rånydt den vidunderlige sommer, men nu vil jeg ind i hulen.
I morgen er der 2 måneder til jul og 1 måned til jeg slår værkstedsdøren op og byder indenfor til JULESALG.
Der skal selvfølgelig være masser af fine ting klar til julesalget.
Lækkert vintertøj til ungerne.
Fine gaver til dem du skal julebegave.
Finurligt pynt til din jul.
Så jeg har nok at gå i gang med og nøj hvor jeg glæder mig.


søndag den 20. oktober 2013

Det er sørme det er snart det er.......
































Det er så småt begyndt at rumstere i .uleværkstedet.
Ideer findes frem og prøves af.
Nye ideer opstår og vil frem i lyset.
Jeg ELSKER den proces.
Er så taknemmelig for min findepåsomhed.

mandag den 10. december 2012

Alle vegne ud og ind.......

Dingler kogler

vogter nisser

leder Bamse 

snurrer fine kugler

tændes adventslys

går koglerne igen

glimter lys i mørket

pynter pindtræer

holder platten styr på nedtællingen


og underkoppen bærer julelyset

Decembers kulde, sne, lys, varme og hygge 
nydes både ude og inde.
Jeg er forsigtigt ved at finde hverdagen uden Smukkehunden.
Jeg savner savner savner
lyden af de store poter
følelsen af den bløde pels
lugten af snevåd hund
ja selv den møgirriterende kratten op af mit ben.

tirsdag den 27. december 2011

3.juledag bruges på



....at pynte sig med nye stjerner
.......at nyde glimtet i julepynten
.....at genopfylde snolderskålene inden julegæsterne tropper op


søndag den 25. december 2011

....og ikke at forglemme





...at blive blæst godt igennem ved stranden
...at finde Ulla og Mads´s kæreste træ
.....at tænde lys og englespil
.....at genoplive anden og brase brunede kartofler
.......at hygge i jomfruburet
.......at glæde sig til risalamande og film lige om snart

lørdag den 24. december 2011

God glædelig dejlig jul fra hulen


.
Det er jul, det dufter af jul, det lyder som jul, det føles som jul.
Julle, Mille og jeg skålede julen ind i portvin og en meget gammel juleøl sent i går aftes.
Da alle gaver var pakket ind holdt vi fjant og fjas i værkstedet.
Jeg rumsterer i køkkenregionerne, passer patienten og hepper på teenagerne.
Gode ben og næsen op
I ønskes alle den allerdejligste jul
med knas, knus og kærlig karma 

fredag den 23. december 2011

Røde glæder



Hjemmesygeplejersken har fået den smukkeste buket røde tulipaner af patienten.
Hjemmesygeplejersken har syet sig en pang-rød juletaske.
Hjemmesygeplejersken har tyvstjålet designet fra Kristine som har lavet min allerdejligste taske.
Hjemmesygeplejersken koger risengrød, pynter træ og traller.

Ulden varme


Uldne benklæder til de unge mænd er lige vredet ud af symaskinen
og ligger klar til indpakning i knitrende papir.

Uldne grønne nisser er flyttet ind i min vindueskarm.
Tusind tak Eva

Søde syrligheder

En ny konfektfavorit er født i mit køkken.
Hvis du skal have fingrene i sukkerstadsen på lilledagen skulle du prøve det her:

Mindfull Abrikoser med citronmarcipan
100 g marcipan
1 spsk citronolie
fintrevet skal af 1/2 økocitron
En god håndfuld tørrede abrikoser
God mørk chokolade til overtræk
Ælt citronolien og den revne citronskal godt ind i marcipanen.
Skær abrikoserne over på midten og åben de halve abrikoser ligesom du åbner et pitabrød.
Tril kugler af marcipanen og klem kuglerne ned i de halve abrikoser.
Pensel låg på med chokoladen.

Uhmmenum 
Lugt til abrikosen
Spis abrikosen
Den ligger godt i julemaven

Kan I huske den jul med lånetræ og seng i stuen.......

Julen i hulen er blevet rusket.
Vi har fået seng i stuen og lånetræ i en potte.
En smertende ryg der kun kan ligge, har sikret kæresten mod dansen rundt om træet.
Vi har drillende foreslået at vi så danser rundt om ham med træet.
Det nuttede lille juletræ har jeg lånt af min søster.
Hun har fået stue med højt til loftet og plads til kæmpetræ.
Det bette kræ af et pottejuletræ havde udsigt til en jul i baggården,
lige indtil jeg bød det indenfor i hulen.
Om et par timer vil der formentlig ikke være grønt at se,
når den store juletræspyntekasse er blevet tømt ud over de spinkle grene.
God herlig lillejuleaftensdag.

onsdag den 21. december 2011

Alle vegne ud og ind.......







"Juletræet med sin pynt" er en af mine absolutte yndlings julesange.
Melodien er dejlig,
Årets gang og udendørsjulehyggen i versene gør mig glad,
At trave rundt om træet i julelysenes skær 
og synge en julehilsen fra solen - det er da skønt.
Midtvejs i vintermørket - om lidt blir det sommer.

Fyrrekoglerne har foldet sig ud.
"Nogen" har været i kagedåsen.
Jeg har pyntet havebænken.
Jeg har flettet store stjerner.

Fundet muslingedamerne frem. 
Dem har Kasper og Julie bragt med hjem fra vuggeriet for mange herrens år siden. 
De høre til i kategorien: "Kun mor kan se hvor fine de er".

Husets mindste nisser er lavet af fimo og bor på sten.
De er mindre end end en lillefingernegl. Et par stykker er faldet af i årenes løb.
Den lille grønne klat er resterne af et fint juletræ der også er blevet fældet i noget juletumult.
Jeg har købt dem af en gammel mand der stod i StorcenterNord med et lille campingbord som han havde fyldt med micronisser 
Han havde selv  modelleret, malet og limet alle nisserne i løbet af sommeren.