fredag den 12. april 2013

Mig og mit monster kap.1



Det klemmer mig om hjertet og jeg får lyst til at fare hen og kramme de her skønne damer rigtig varmt og længe, mens jeg råber dem ind i hovedet at de for fanden skal tage den med ro.

Jeg har længe haft sætninger hængende på to-do og to-say snoren.
Nu har jeg sat mig for at fortælle den lange version af

”Mig og mit monster”
Kap.1
Når jeg virtuelt og face to face møder stressramte, genkender jeg igen og igen stressmonsterets lortede taktik med at gøre den stressramte aldeles lam og døv overfor andres opfordringer til at passe på sig selv.
Jeg vil tage dig med tilbage til de dage hvor jeg lå krummet sammen og messede lange remser om egen uduelighed.
Tilbage til der hvor jeg fik stillet spørgsmålet: ”Hvis du nu tog dig rigtig meget sammen, kunne du så ikke bare tage på arbejde og lade som ingenting?”
Tilbage til befrielsen ved at mærke efter, og med tårevædet overbevisning kunne svare et rungende: ”NEJ”
Når man har overforbrugt sig selv og ignoreret alle tegn på kollaps alt for længe, så er kroppen og hjernen nødt til at rotte sig sammen og tale med store bogstaver. Nødt til at klæde sig ud som et stort fælt monster der virkelig deler lammere ud.

Da jeg fik min første lammer, stod jeg morgenklar og tørrede hår. Jeg fik øjenkontakt med mig selv i spejlet og skulle pludselig kaste op.
Tumlede ud på badeværelset og brækkede mig, mens et hav af tårer piskede frem.
Jeg kravlede ind under dynen, krummede mig sammen og sov og græd .
Græd over at jeg græd
Græd over at jeg var så træt, at ALT pludselig var ligegyldigt og ALLE bare skulle lade mig være i fred.
Græd en hel æske Kleenex i smadder inde hos lægen, mens jeg hårdnakket benægtede at være stressramt, jeg var bare træt.
Stressramt, det var i mit verdensbillede sådan noget man blev, hvis man hadede sit arbejde og havde et skodliv.
Jeg elskede mit arbejde og havde jahatten skruet så langt ned over øjnene, at jeg fuldstændig havde mistet overblikket og realitetssansen.
Jeg skulle jo bare liiige tage mig sammen og løbe lidt stærkere, så kunne jeg da sagtens sige ja til den næste spændende opgave.
Modvilligt indvilligede jeg i 14 dages sygemelding og blev ordineret ro og frisk luft.
Jeg afmærkede en kvadratmeter skvalderkål i min have, lagde mig på knæ og trak skvalderkål op af jorden mens jeg græd.



5 kommentarer:

  1. Det monster er det man ikke vil se i øjnene igen når man engang har gjort det...det er ikke rare øjne at se ind i......
    Jeg sender dig min varmeste tanker og det er godt du siger det højt;)

    Kæmpe knus og kram herfra

    SvarSlet
  2. For 10 år siden, netop i disse måneder, var det mig, som blev rusket godt og grundigt i af et stress-monster.
    Du skal have så mange, mange tak Hanne, fordi du fortæller om det rædsomme monster, som jeg heller ikke ville vide af, før min mand stille sagde: Du skulle måske gå til lægen, for du har det ikke godt.
    At få monstrene frem, se dem i øjnene og erkende at man ikke passer på sig selv ved at fornægte deres tilstedeværelse, er vigtigt og svært, men allermest er det rigtig meget nødvendigt.

    SvarSlet
  3. Hanne, jeg får helt ondt i maven ved tanken. Ved ikke om du læste mit indlæg som jeg linkede til for et par dage siden, men for at nå hertil hvor jeg er nu skulle jeg jo osse erkende først. Jeg har ofte sammenlignet det med at jeg tror det er lidt som at have stress; jeg vidste jo godt den var gal, men jeg strammede mig an og an og an og... Som hos Hanne ovenover var det osse Manden som stille konfronterede mig og fik mig til at love at jeg nu gav mig selv den pause jeg så åbenlyst trængte til. Det gjorde jeg - og det sindsyge var at da jeg først kom hjem og slap alle pansrene...så kom smerterne bare væltende. Endnu værre og voldsommere. Jeg kan simpelthen mærke det i maven mens jeg skriver det - det var grimt. Hurra for at man alligevel rejser sig igen. På et eller andet plan. Og Hanne...tak for at dele!!! Du får et knus til weekenden!!

    SvarSlet
  4. Der er jo en grund til at stress er i kategorien livstruende sygdomme. Og jeg husker tydeligt hvordan var (og ind imellem er) .... væmmeligt og hårdt at lære at sige NEJ.

    SvarSlet
  5. Jeg har været samme sted og var overrasket over at jeg burde være "skredet" et år tidligere og ladet være med at overse og overhøre alle faresignaler. Det er hård lærdom, men det glemmes ALDRIG igen.
    Håber alt det bedste for dig.

    SvarSlet