Blogbestyrerinden henfalder til en tur ned af erindringens kringlede vej.
I dag er det 3 år siden hun postede første indlæg her på kanalen.
Der er løbet talrige ord og billeder over skærmen siden jeg rapporterede om tulipanløgslægning og æblehøst for
første gang.
Der er støt og roligt kommet flere læsere til.
Jeg har fået blogveninder hvis blogliv jeg dagligt følger.
Jeg har mødt skønne blogkvinder i levende live, og det blev de absolut ikke mindre skønne af.
Jeg har altid holdt af at lege med ord og billeder.
Jeg vidste ikke ret meget om hvad det var jeg rodede mig ud i da jeg åbnede bloggen.
Jeg kan helt ærligt ikke huske eksakt hvad der fik mig i gang.
Men jeg ved hvorfor jeg bliver ved og ved.
Glæden ved formidling af mine kreative projekter.
Glæden ved at fange hverdagens små øjeblikke og fastholde dem her på bloggen.
Glæden ved den tænksomhed jeg fastholdes i, når jeg deler ud af mit levede liv, uden at leve mit liv her.
Glæden ved de mange kommentarer.
Kommentarer der gør mig glad og genert rød om ørerne når I deler roser ud.
Kommentarer der gør mig taknemmelig og ydmyg, når I sender støtte og varmende ord afsted i min retning, når livet bider.
Kommentarer der gør mig lattermild og livsglad, når de fanger mine glimt i øjet.
Jeg blogger fordi jeg ikke kan lade være
og fordi jeg eeeeeeelsker at få lov til at følge med i dit blogliv.
Nu nupper jeg lige en lille portvin og råber et stort hurra
mens jeg trykker "udgiv indlæg".