lørdag den 28. november 2009

Julekassen er gravet frem

En god lang nats søvn der sneg sig en god bid ind i lørdagen gjorde mig godt.
Efter lidt husmoderlighed blev det tid til at dykke ned i julekassen.
Glædelige gensyn og skønne overraskelser over noget jeg helt havde glemt.
Der er blevet ryddet op med hård hånd, og smidt ud.
Der var ting som jeg kunne konstatere har ligget i kassen i mange år, uden at få lov at komme frem i lyset.
Nu ligger de overlevende klenodier klar til at blive fordelt rundt i hulen, så julestemningen kan blive luftet.
Kalenderlysstagen er en finurlighed fra en genbrugsbutik.
Ifølge inskriptionen i bunden en ældre sag, der har taget sin tørn som julepynt.
Trods højlydte protester fra Kasper, der vil have ophængt adventskrans med hvide lys og røde bånd, har jeg i år bestemt, at det er mor der bestemmer, så kransen bliver serveret på et sølvfad.

torsdag den 26. november 2009

Pitstop

Efter 3 energidrænende arbejdsdage nåede jeg frem til fridagen.
Jeg balancerer på kanten af hvad krop og sjæl kan holde til.
Jeg skal passe voldsomt på ikke at ryge tilbage i gammelt mønster med at tro, at hvis jeg bare lige presser citronen en sidste gang og løber lige lidt stærkere så når jeg i mål.
10 timers søvn
Frisk luft sammen med Luka et par gange iløbet af dagen.
En stak tasker der er blevet færdiggjort.
En ny stak der er blevet klippet.
Leg med potter, pander og masser af grøntsager til aftensmaden.
Sofa og glittede dameblade
Hovedpinen og svimmelheden er krænget af igen.
Nu er batteriet ladet op til sidste arbejdsdag inden weekenden ligger for mine fødder og lokker med julepyntning og spændende syopgaver.

mandag den 23. november 2009

Klippe-klistre afslapning

Ovenpå en rigtig mandag-mandag på arbejde med halvdelen af medarbejderne sygemeldte, ingen vikarer og hele flokken af mandags-energiske børn, trængte krop og sjæl til fred og hvile, da jeg vendte forsinket og træt hjem til familien.
Juliemusen havde aftensmaden klar, Kasper havde travet med Luka, Peter var i fuld gang med vaskeriet vi sprang over i weekenden og søndagsrengøringen kunne stadig fornemmes, så jeg kunne lade hvilen falde over mig, og nyde at være hjemme i hulen.
Efter aftensmaden blev Den store tapetbog og klippe-klistrekassen blev fundet frem og uglerne er fløjet fra hånden iløbet af aftenen.
De skal være mit julepyntsindslag til julemarked. Det lette røde anslag skal signalere "jul", men skulle de blive glemt i et hjørne, er jeg sikker på at de er klar på at agere både forårs- og sommerpynt.
Nu skal jeg vist ind og pynte i min seng, nu ved jeg jo lidt om hvad der venter mig på arbejde i morgen, så batteriet skal turbo-oplades.

lørdag den 21. november 2009

Novembergrå kom an

Lige nu skinner solen. Lyset lister sig ind på os, og lader både skønt og skidt stå klart for et øjeblik.
Jeg har fundet gemmernes mest farvestrålende stof frem og bikset en jakke sammen der kan lyse lidt op på vinterens mørke dage.
Egentlig skulle jeg jo slet ikke begive mig ud i den slags projekter, bunkerne med ting til julemarked forvandles jo ikke om til fine ting af sig selv.
Men en hård arbejdsuge har kravet et 100 % lyst projekt og jakken har været rigtig sjov at sy. Mønstret er fra et Burda blad, syanvisningen var på svensk. Et sprog jeg ikke er spor fortroligt med når det kommer til syanvisninger. Efter mange gennemlæsninger, smed jeg den væk og lod min egen sunde fornuft råde. Jeg er godt tilfreds med resultatet, og der kommer jo ikke nogen og tjekker om jeg har gjort det på "Burda"-måden.

tirsdag den 17. november 2009

Fart over feltet

Hu hej hvor det går.
Denne uge er ualmindelig godt pakket med aktiviteter.
Det er en af de uger, hvor der er brug for minutiøs planlægning for at det hele forhåbentlig går op i en højere enhed.
Jeg holder indtil videre tungen lige i munden og rafter mig gennem udfordringerne.
Nu vil jeg hoppe under dynen og lade kæresten om at følge valgresultaternes indrullen over skærmen.
Det ser heldigvis lovende ud her i Århus:)

fredag den 13. november 2009

En lang og dejlig dag forude

Det er i morgen vi skal fejre mine forældres guldbryllup.
Den slags festivitas starter jo klokken langt før l....
Så vi er snart på vej i seng.
Festkjoler og nystrøgede skjorter hænger klar.
Jeg tripper rundt i uldne strømper og mine fine nye sko, så de ikke klemmer unden dansen i morgen aften.
Sang, tale og gaver er ligeledes strøget og klar.
Sidste punkt på tjeklisten, inden jeg slutter dagen af med "Det nye talkshow", er et forsøg på at få yngstemands udtrådte galoscher til at ligne en form for festsko.
Der skal med garanti meget skosværte og knofedt til;)
Jeg har lige fået en SMS fra en af søstrene, der kan meddele at hr. og fru Plougmand glæder sig som små børn til juleaften.
Vi glæder os også til at fejre dem med fest og farver.
Et så langt, kærligt, omsorgsfuldt og respektfuldt ægteskab fortjener at blive fejret for fuld musik.

torsdag den 12. november 2009

De vil ha´sort

Jeg har lavet farverige hæklede armbånd.
De er blevet beundret og kommenteret for de flotte farver.
MEN når jeg får bestillinger er hovedparten på sorte armbånd.
De farverige fænger
De sorte sælger
Så jeg hækler da bare videre til bunken af de sorte:)

tirsdag den 10. november 2009

Op på hesten igen, grisen er nedkæmpet

Energibarometeret står da ikke på blændende, men er for opadgående.
Jeg har raskmeldt mig og drager på arbejde igen.
Resten af familien ligger stadig under dynerne og kæmper for bedre helbred.
I går formaterede jeg en flig af svigermors gamle dug om til en taske.
Piftet op med hidsige orange tern og en lille blid skindugle.
God tirsdag derude i regn og rusk.

søndag den 8. november 2009

Men bortset fra det fru kammerherrerinde.....

Så er feberen ved at være på retur og jeg begynder at rette blikket ud mod virkeligheden igen.
Det var denne weekend
  • hvor der skulle syes festskrud til mine forældres guldbryllup på lørdag
  • hvor yngstemand skulle ekviperes til selvsamme fest
  • hvor de sidste havemøbler skulle slæbes i vinterpit
  • hvor gulve og vægge skulle vaskes ned efter Luka´s løbetid
  • hvor der skulle foretages almindelig weekend renovering

Det blev så den weekend

  • hvor kæresten og Julien lagde sig, da yngstemand og jeg tittede op fra dynerne
  • hvor jeg meget langsomt har påbegyndt festkjolen
  • hvor efterårsmørket lægger et behageligt filter over skidtet, så her sgu´er meget hyggeligt med friske blomster og masser af stearinlys
  • hvor støv/skidtlugten overdøves af sprødstegt and i ovnen og clementinduft
  • hvor jeg kan mærke på min krop at den ikke bare sådan lige rejser sig og drøner videre efter influenzaen, der må en sygedag mere til i morgen. Selv den mindste fysiske aktivitet minder mig om at feberen stadig lurer.

Men bortset fra det fru kammerherrerinde, så går det godt, så går det godt.....

torsdag den 5. november 2009

Timeout

Jeg nåede lige 2 dage på arbejde, før jeg blev væltet i seng af en heftig gang influenza.
Føj hvor er jeg bare skidt.
Feber er for mig lig med søvn, jeg sover og sover og så sover jeg lige lidt igen.
Håber at feberen letter i løbet af det næste døgns tid.
Yngstemand er også ramt nu, så vi skal ligge i arm i "den store seng" og have ondt af hinanden hele dagen i morgen.

søndag den 1. november 2009

Magnific!

Fyldt op med storbyrytme og tusindvis af indtryk.
Efter en fantastisk tur med min skønne datter, forsøger jeg at indstille kanalerne på hverdag.