Klar til foråret i grønt

Så er min nye vest færdig.

Jeg er rigtig godt tilfreds, den blev stort set som jeg havde forestillet mig.

Bare jeg kunne sige det samme om de tasker jeg er igang med at sy idag. Det er et af de der projekter hvor ingen ting skal være let. Foret var klippet for småt, ud af mit lynlås-lager på jeg ved ikke hvor mange lynlåse, var der selffølgelig ikke en eneste der kunne passe bare nogenlunde i hverken kulør eller længde.

Tænk hvis der fandtes lynlåstræer, så ville jeg plante det lige udenfor værkstedet. Sådan et der havde aller farver, tykkelser, længder og slutninger:)

Forårsferie!

Sne og frost var skiftet ud med et fuldstændig forrygende solskinsvejr.

Et par dage blev nydt i fulde drag sammen med min søster og hendes familie i et sommerhus i Stauning ved Ringkøbing Fjord.

Dage fyldt med gåturer langs fjord og hav, solskinsnydelse på terrassen godt pakket ind i vattæpper.

Drabelige spil-dyster i kort og brætspil.

Vi guffede årets første stenbiderrogn (uhmmmm).

Nu er det hverdag igen, mand og unger er sendt ud af døren, og jeg er klar til dagens broderiopgave.

Den sidste finish på Julies konfirmationskjole skal vist også lige have min opmærksomhed.

Jeg er ved at være utålmodig efter at komme igang med en serie filtede skåle jeg har forberedt.

Men det bliver først efter at værkstedet har været raseret af en oprydningstornado. Her ligner noger der har været ramt af orkan:)

Hun får ben og jeg får fred

Jeg er igang med at sy konfirmationskjole til Julie. Det er en udfordring af mere pædagogisk end syteknisk karakter.

Der bliver råbt, der bliver grædt, der bliver grinet og forhåbentlig ender det med en smuk smuk Julie og Hanne-model.

Her til eftermiddag skulle al min opmærksomhed koncentreres om isætning af lynlås. Det er så absolut ikke en af mine yndlingsdicipliner.

Luka min store skønne og møg-irriterende hundebasse, gjorde hvad hun kunne for at distrahere mig, hun bar ting ud og ind af værkstedet, satte sig helt tæt ind til mig, og gøede på den der "så nus mig da for sgu"-måde.

Jeg gav mig, glemte alt om at hun ikke skal belønnes for ikke-ønsket adfærd. Der blev hentet et ben i fryseren -og så blev der fred.

Nu skulle jeg jo så være i fuld gang med isætning af lynlåsen, men der kom lige dette indlæg på tværs.

Når jeg er klar til at sy igen, er Luka nok også færdig med benet:)

En er for lille og en er for stor

Jeg er så absolut ikke nogen ørn til ar følge en strikkeopskrift. Jeg vil selv bestemme, eller får pludselig en ide undervejs.

Men nu havde jeg for en gangs skyld fundet en model, der var lige på prikken som jeg ville have den. Altså lige på nær garnet, en lækker lækker uld/silke tveed skulle bruges. Jeg lavede strikkeprøve og hele svineriet.

Der er blevet speedstrikket, det kunne slet ikke gå hurtig nok med at blive færdig. Jeg så tydeligt for mig hvor FIIIN jeg ville blive.

MEEEEEN da herligheden blev sluppet fri af pindene, måtte jeg konstatere, at jeg lige har strikket en ultralækker trøje til min datter. Hun er godt tilfreds, jeg er glad for at hun er glad, men hvad med mig.

Nu har jeg ikke tænkt mig at give op. Tidligt igår morges blev der bestilt mere garn hos Marianne Svit. Postmanden leverede det på trappen imorges, juhuu..

Nu bruger jeg opskriften som inspiration, og satser hele hatten på et af mine sædvanlige selvdigtede projekter.

Jeg er igang igen, fuld af gåpåmod og kun en lille smule utålmodig.

Cand.philter.

I disse uger underviser jeg en flok fritidsklub-unger og deres pædagoger i filtningens finurligheder.

En af pædagogerne spurgte om jeg ikke havde en manual de kunne arbejde frem efter. Det mente jeg da nok at have hjemme i arkiverne, så jeg måtte hjem og lede.

Jeg fandt ganske rigtig en manual jeg havde skrevet sidste forår, men mine filteteknikker udvikler sig jo hele tiden, så den var fuldstændig out-datet i forhold til den teknik jeg havde vist dem.

Min første tanke var at skrive en ny, men så tøvede jeg lige en kende, filtning er jo ikke noget man kan læse sig til, det er noget man skal have i hænderne, noget man skal træne, langsomt få fornemmelse for.

Da jeg selv skulle lære at filte, kæmpede jeg en grusom kamp med uld, vand og sæbe.

Jeg ville bare så gerne lære det, og jeg var bare sådan en knold til det. Igen og igen endte jeg med hullede og klumpede uldne formationer som krævede mere end god fantasi at give navne.

Tankevækkende var det derfor at jeg forleden dag mærkede en lille rids i min underviser-forfængelighed, da en af ungerne kæmpede den samme kamp med en taske fyldt med huller og klumper. Heldigvis lykkedes det mig at bibringe hende kampånd nok til begive sig ud i et nyt forsøg.