mandag den 30. april 2012

Pang på perler


Jeg har lige nydt en stille stund med maling og perler.
Når perlerne er hængt på kæder,
er de klar til solskinsfjanterier, vuggende på kvindebarme.
Jeg vugger snart i køjen.
Min første dag som syerske gik godt og gjorde træt.


søndag den 29. april 2012

Nye veje




Jeg har syet og strikket en blå pakke til Herbert.
Forårs- og sommertøj 
til lækkermåsen,
der har rejst sig og fået gåben.
Det giver helt nye muligheder for at udforske verden.

I morgen på den sidste aprildag,
rejser jeg mig og går ad nye veje.
En ny verden skal udforskes 
og jeg skal udfordres og forhåbentlig gøre mig helt og aldeles uundværlig
hos AlbaBaby.
Forude ligger 3 måneders prøvetid som syerske.
Farverigt, fedt 70-er inspireret børnetøj
skal løbe igennem mine hænder.
Ihhh hvor jeg glæder mig
med blafrende sommerfuglevinger
der basker rundt under mit hjerte.

lørdag den 28. april 2012

Halvlegsresultat



Vi hygger i hulen
Kun  tåber frygter ikke plæneklipning i regnvejr.
Vi er ikke tåber så vi fla´r ud og nyder.
Når der er fyldt fjerkræ og grønt i stegesoen,
strækker vi seks ben og daffer en tur til havet, 
så vi kan komme hjem og ligge igen.
Lad lørdag - lækker lørdag

Lørdagsovervejelser


Sove længe - tjek
Morgenmad i slowtempo - tjek
Tulle rundt i haven og hilse på tulipanerne - tjek
Skrive indkøbsseddel - tjek
Drikke kaffe og blogge - tjek
bum bum bum ... hva´nu?
Slå græsplænen for første gang i år -
Prøve den nye fikse beskærersaks af på lavendelbarbering - 
Sy Herberts lille skjorte færdig -
Strikke et hav af grønne retriller - 
Ligge under lunt tæppe og svælge i boligmagasiner - 
Fodre vaskemaskinen - 
Fodre støvsugeren - 
Tage på lagersalg på Possementfabrikken - 
Nuppe en eftermiddagslur - 
Bage en kage - 
Stege en kylling i svinet -
bum bum bum .... lige en kop kaffe og en blog mere...






Må din lørdag blive fyldt med 
lige præcis det du har allermest lyst til
.......og gider



fredag den 27. april 2012

Forventningens glæde og nuet´s nydelse


Jeg glæder mig til ned af hagen saftdryppende moreller
og nyder årets første fyrige rabarberkage.

torsdag den 26. april 2012

Udenfor.....






.......rumler himlen 
hagl og regndråber hopper badut på liggestolen
der dufter for vildt af forårsregn og grønhed
 i små øjeblikke glimter solen i alle dråberne
og græsset gror så det knager
og kalder på plæneklipper og tørvejr.

Indenfor...





....i hulen hygger vi igennem.
I nattøj og med lydbog i ørerne, mens der syes gardiner.
Smukkehunden spiller død så hun slipper for at blive gennet ud i regnvejret.
Henne om hjørnet af færdige gardiner, 
venter en fin lille bunke med seje drengebukser og en lækker lille bondeskjorte.
I de korte øjeblikke hvor solen kigger ud mellem de buldrende lilla skyer
tøffer vi ud og sniffer frisk luft.

Ordnung

De løse rundpinde som ikke er "clickere" 
har fået deres egen lille taske.
Nu fintænkes der i hæklehus til hæklenålene.
Uhmmmm der er ikke noget som fedt grej i lækker indpakning.


tirsdag den 24. april 2012

Overraskelse


Det der i lørdags lignede et meget træt bundt tulipaner
har nu foldet sig ud og overrasket ved sin skønhed.
Pæontulipaner hedder de.
Navnet skal skrives bag øret på hende der sætter tulipanløg i min have.

mandag den 23. april 2012

Jeg flytter ind i foråret

Endnu et flasketræ er flyttet ind.
Garagen er forårsopryddet, og flaskepanten for en hoben tomme flasker,
strakte til et halvt oliventræ.
Jeg supplerede af egen lomme for den anden halvdel, 
for hele oliventræer er ligegodt pænest.
Uderummet indtages bid for bid.
I dag har jeg styrketrænet i staudebedet,
og møbleret terrassen.
Fået sol på næsen og barkede næver.


søndag den 22. april 2012



Sådan en solskinssøndagmorgen 
efter en god lang nats søvn, 
er da så livsalig, 
at jeg kan ane en kende boblen i energigryden.
Stille start i eget selskab.
Strik i en solskinsstribe.
En tur rundt på Smukkehundens "avisrute"
Nu lægges der små planer for resten af søndagen.
Solen er så vidt det forlyder 
et formiddagsfænomen.
Så plan1 er NYD DET.

lørdag den 21. april 2012

Rolig nu......


Fuld fart frem og alt for mange punkter på programmet,
bliver nu afløst af en uges slendrian 
i haven og i værkstedet.
Der skal bare lige luges lidt
og syes lidt kjole.
Læses bøger 
og strikkes tusindvis af masker.
det hele i et adstadigt tempo 
og med nærvær og nydelse i fokus.

fredag den 20. april 2012

torsdag den 19. april 2012

Hvad moder ønsker skal du få



I følge Ottos mor ønskede han sig helt vildt meget en kørepose til klapvognen.
Jeg forsøgte at lokke med noget vildt fint stjernestof jeg hittede i Stof og Stil.
Men mor ønskede sig elefanter som dem på Herberts Sleebee.
Udstyret med sparsomme mål på køretøjet kastede jeg mig ud i projektet.
Hvor fedt var det så lige at den passede tiptop perfekto til klapvognen.

onsdag den 18. april 2012

Tillykke Otto







Der var lækker bollekagemand
til en lækker fødselar.
Særlig chokoladeglasuren smagte den unge mand.
Forklædt som turtle i den nye grønne anorak,
blev dagens gaveregn tjekket ud.
Det der fødselsdag er faktisk ret fedt,
lige på nær fødselsdagssang.
Skræmmende når alle kigger på en og siger underlige lyde ud af deres munde;))