torsdag den 26. juni 2008

Hov der kom lige en taske

Selvom jeg havde lovet mig selv at opgavebogen skulle tømmes før de nye stoffer måtte anvendes, så kom jeg altså liiige til at lave en prøvetaske med det noget spraglede velour. Jeg kender en der er helt vild med farverne, så jeg tror at prøvetasken ændrer status til gavetaske.
1 dag mere på arbejde og weekenden folder sig ud, først med sommerkomsammen med min gode gamle supervisionsgruppe og dernæst studenterfest.

tirsdag den 24. juni 2008

Tekstil-junkien mærkede suset

Mine forventninger til gårsdagens udflugt til stofmekkaet i det vestjyske var store og blev til fulde indfriet.
Køreturen gennem det meget omskiftelige midsommervejr gav plads og tid til hyggelig snak og nærvær.
Vel ankommet til Videbæk lod vi os rive med af udsalgsfeberen, alle hylder blev gennemtrawlet for skønne stoffer. Der var noget for enhver smag, smukke smukke stoffer, rædselsfulde stoffer, kitchede stoffer der bare måtte med hjem for at blive transformeret til skønne tasker til efterårets og vinterens markeder.
40 m stof, knapper, et hav af lynlåse og trådruller = at betale 844,-kr.
Nu ligger herlighederne og kalder på mig, det kræver mere end god disiplin at få færdiggjort de bestillinger der skal sendes afsted, før jeg kan kaste mig over realiseringen af alle de ideer, der ligger gemt i de nye tekstiler.

Skt.Hans blus i blæs

Grillen blev slæbt i læ og en herlig sommermiddag stablet på benene.
Vi måtte dog søge indendørs for at spise, maden ville ganske enkelt suse af tallerknerne på terrassen.
Godt klædt på travede vi til stranden og kiggede bål. Der måtte et par forsøg til før midsommervisen for alvor gjaldede ud over bugten. Det er hulens besværligt at nå igennem den melodi i samlet flok. Det første forsøg endte i en lidt utilsigtet kanon:)

søndag den 22. juni 2008

Sommer i sort

Kjolen med det hæklede bærestykke er næsten færdig. Hvis solen vil skinne på lørdagen, tror jeg den skal debuttere til weekendens studenterfest.
I morgen står der indkøb af stoffer på programmet. Tekstil i lange baner, der er sommerudsalg i det vestjydske.
Min veninde kender en helt forrygende stofbutik ude i det vestjydske. I morgen har hun lovet at vise mig hvor herlighederne findes.
Vi starter bilen og drager mod vest fra morgenstunden af. Vi er jo næsten nødt til at købe stoooort ind for at kunne matche benzinudgiften:)
Glæder mig både til turen gennem det danske sommerlandskab og til at flå skønne stoffer ned af hylderne.

Øko-opladning

Den første uge på mit nye job sendte mig mæt og træt på weekend. Alle de mange indtryk er blevet fordøjet i haven. Der er ladet op på batterierne igen. Hele haven er blevet nuslet og puslet om. Nu varer det ikke længe før krukke nr.100 flytter ind i mit lille grønne paradis. Jeg kom liiige til at runde "Bo og Grønt" der havde halv pris på sommerplanter. Det forøgede min pelargonie-samling med de smukkeste rosenknop-pelargonier, en skøn duft-pelargonie og en enkelt lille engelsk pelargonie med en forrygende farve. Lavendlerne har udsendt det ene duft-bombardement efter det andet hver gang en byge har passeret haven, uhmmmm....

torsdag den 12. juni 2008

Her er materialerne..

Jeg er er ikke færdig med skriverierne endnu, men her er der lige et billede af det jeg må lege med bagefter. Jeg glæder mig.

Fruens kreationer kræver lidt mere end en rest...

Det blev ikke lige baby-tøj, men en ny sommerkreation til fruen der kørte gennem symaskinerne i dag. Lidt ved et tilfælde kom de to stykker stof til at ligge ved siden af hinanden, og så var der ikke langt fra tanke til handling, 2 stykker sommerlet tekstil til at svøbe om fruens trinde solbrunede bondepigekrop. Lige nu siler regnen saligt og livgivende ned. Jeg sidder og sveder over noget tekst til en broderi-bog. Jeg troede det hele var klar inde i mit hoved, men det skal jo også ud og formuleres, så andre forstår hvad jeg mener, og det bøvler jeg altså lidt med ligenu, både hvad jeg mener og hvordan det skal formuleres. Når jeg er færdig må jeg kaste mig over endnu et kjoleprojekt med noget hækling og tynd chiffon. Så jeg skynder mig lige ikk....

onsdag den 11. juni 2008

Babys første sommergarderobe

Der er blevet færdiggjort et par strik/hækleting til min nye lille niece. Eller næsten færdiggjort, der mangler da vist lige knapper....
Jeg har niflet med bittesmå kreationer i værkstedet idag. Ud af selv den mindste stofrest kan der jo trylles i så små størrelser. Jeg har en hel stak mere liggende, så hvis dagen imorgen byder på ligeså ustadigt vejr tror jeg de trækker i mig. Med gårdhaven fyldt med blomster og duft, kan jeg lynhurtig smutte fra værkstedet og udendørs, hvis solen skulle titte frem mellem bygerne.

tirsdag den 10. juni 2008

Havefryd

Hvor end man vender øjet hen....
Jeg eeeelsker min have, tidlig morgen, sen aften og midt på dagen.
Denne uge, inden jeg skal starte mit nye job, bruges på at feriere på min egen lille plet på jorden.
Jeg roder med bede, krukker og planter. Drives ud af sengen tidlig morgen for at komme ud og nyde. Der er jo hele tiden noget nyt at kigge på, noget der skal pilles, vandes, duftes, sanses.
Romaner der skal læses i liggestolen, strikkerier i skyggen og kaffe på solpletten.

søndag den 1. juni 2008

Jeg sprang sgi´over......

Ansøgningerne blev skrevet og sendt.
Der var banko på dem begge, så nu har jeg fået job som supplement til værksted og kurser.
Jeg glæder mig, nye udfordringer og indenfor et felt jeg ikke tidligere har bevæget mig.
Da jeg for et par uger siden sad og skrev ansøgningerne kom jeg i et oversprings-forsøg til at ytre overfor husbonden, at garagen da trængte helt vildt til at blive malet. Han var lynhurtig, susede ud og købte maling, som så stod og ventede på mig.
Nu har jeg smurt det på al træværket. Det er blevet så flot, og glorien kan pudses. Jeg har da aldrig før kunnet melde al træværk malet i starten af juni.