Det gør stadig ondt at være tvunget til at sige farvel til et spændende arbejdsliv med fuld fart på,
desværre så megen fart at jeg er blevet blæst helt over hegnet af det.
Men det gør mig SÅ glad og håbefuld at jeg nu har fået mulighed for et nyt arbejdsliv med læhegn og skånehensyn.
Jeg har haft den mest fantastiske sagsbehandler.
En kvinde med så megen empati og imødekommenhed,
at det virkelig er vigtigt at fremhæve.
Det har været så dejligt at opleve at en så kompetent og engageret medarbejder,
altså stadig findes i det ellers så forkætrede sygedagpengesystem.
Jeg er så taknemmelig for at mit cpr-nummer matchede hendes arbejdsfelt.
Det har betydet ALT at blive mødt positivt når det hele var kaos indeni og stressmonsteret rev og flåede.
Jeg troede og håbede på at jeg var godt på vej til at vinde i kampen med monsteret,
men det har vist sin overmagt og forvandlet sig til en depression.
Jeg er slet ikke tjulahop-frisk til at kaste mig ud i jobsøgning ligenu.
Er faktisk mest til hjemmebrug.
Men det betyder alverden at vide at jeg nu har lagt diverse arbejdsprøvninger og den der "frit i luften svævende, aner ikke hvad jeg skal stille op med det dersens arbejdsliv" tilstand bag mig.
Fleksjob hænger ikke plukkemodne på træer,
men jeg er stålsat sikker på at der ved ihærdig indsats kan podes et til mig.
Jeg er nemlig i gode og hjælpende hænder.