Jeg har en skøn kaffedug med glade karoline-køer i en af mine mange kasser. De står på rad og række hele vejen rundt i kanten, og en gang i mellem nupser jeg lige en.
En af køerne har fundet vej til denne tehætte.
Jeg bliver aldrig træt af at lege med sort, hvidt og rødt. Det er en kombination der appellerer til mig.
Jeg holder rigtig meget af farver og har som sådan ikke nogen absolut yndlingsfarve.
Mit øje holder af at samle pæne farvematchende flader, for så at ruske godt og grundigt op i det hele ved at ploppe en mere aparte farve ned midt i det hele.
Det er i legen med farver og strukturer at jeg helt og fuldstændigt fortaber og fordyber mig,
Det går mere og mere op for mig, hvilken gave det er at have en lidenskab, som helt uafhængigt af hvordan ens liv og hverdag iøvrigt bumler hen af stenede veje, kan bringe glæde, ro og energi.
Mens jeg var allermest syg af stress, mistede jeg for en stund denne passion.
Heldigvis fandt jeg den hurtigt igen, og det var måske der det for alvor gik op for mig, hvor meget det betyder for mig at kunne forsvinde ind i mit kreative univers.
Når mit arbejde med mennesker har trukket tænder og udmattet, lader jeg batteriet op via den kreative fordybelse.
Så hvis du spurgte mig hvad jeg ville tage med på en øde ø, ville svaret være:
Farver, stof, tråd, nål, saks og alle dem jeg holder af:)