Viser opslag med etiketten Guf. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Guf. Vis alle opslag

mandag den 9. april 2012

Træt og mæt

Om lidt triller æggene ned i gemmekurven
En solskinsfyldt påske pakker sammen.
Harejagten er indstillet frem til 1.oktober.
Alle kager blev guffet
og fiskepakkerne med.
Anton klarede 5 knækbrød med nutella og en halv hare,
så chokoladebarometeret står højt.
Pigerne har doodlet, 
både store og små fortabte sig i streger og kruseduller 
mens vi fantaserede om oprettelse af en tegneskole med indbygget meditation.
Otto nød landluften og nuppede en eftermiddagslur på knap 4 timer,
så måtte vi ud og nive ham lidt,
så han kunne komme ind og deltage i festlighederne.

En god og dejlig dag er godt og grundig brugt,
det samme er jeg.
Nu sidder jeg her og nikker med hovedet,
træt, mæt og for doven til at gide gå i seng.


fredag den 23. marts 2012

SogX





Strik streger, snitter og X-factor
det er OK fredagshygge

onsdag den 14. marts 2012

Himmeludflugt



Fire forventningsfulde fiberfurier
drog mod nord.
Vores forventninger blev gjort til skamme
Der var bare SÅ meget mere guf end vi i vores vildeste fantasi havde kunnet drømme om.

Vi gramsede, ihhhede og åhhhede og var besvimelsen nær.
Vi svælgede i grise, spelt, rosmarin, nattehimle, rullesten, skumbananer og saftige blodappelsiner.
Vi stablede uldne og farvestrålende tårne.
Vi spandt så mange strikkede drømme at vi kunne yarnbombe en mindre provinsby.

Fiberhimmelindehaveren måtte lægge øre til kvidren, gentagne spørgsmål, kontraordre og fabulerende argumentationer for musthaves.
Vi fik udsøgt og tålmodig betjening, stopfyldte poser og ny fiberviden.

Vi drog salige og garnberusede hjem.
De modkørende blinkede af os
fordi garnrovet tyngede automobilet så vores lygter blændede.
Vi blinkede, gabte og glædede os til dyner.

Fyldt med forventninger til gensyn med de hjembragte herligheder i dagslys,
trætte og en dejlig udflugt rigere. 

søndag den 29. januar 2012

Der er en duft af guf og guld



Vidunderligt duftende gremolata til simregryden der plutrer,
mens der råbes og skriges henne i den anden ende af stuen.
Måske skal de låne min fine lille pind til at bide i.....

mandag den 2. januar 2012

Salig simremad på en råkold januardag


Det vidunderlige ved stegesoen er at den bare skal fyldes op med herligheder og puttes i ovnen.
Efter et par timers velduftende ventetid
som kan fyldes ud med alting eller ingenting,
er der smovs og velsmag.

Denne kombination var et kæmpehit:
1 stor Gråsten kylling
1 1/2 porrer
1/2 knoldselleri
3-400 g kartofler
2 peberfrugter
en håndfuld soltørrede tomater
en håndfuld grønne oliven
2 dl ærter
2 et feds hvidløg
timian, salt og peber
Fyld både stegeso og låg op med koldt vand en times tid før du skal bruge den.
Grøntsagerne skæres i tern og strimler, vendes sammen med krydderierne.
Læg et lag grøntsager i bunden af stegesoen,
derefter lægges kyllingen i 
og de resterende grøntsager buffes ned omkring kyllingen.
Læg låget på og stil stegesoen i ovnen.
Tænd ovnen på 200 grader varmluft og fryd dig over,
 at nu skal du ikke gøre andet end at samle appetit og finde grydelapperne frem, 
så du er klar til at hale vidunderlighederne ud af ovnen om 2 timer.
Server godt groft brød til den smørmøre og saftige ret.
Bon appetit

fredag den 30. december 2011

Jeg står gerne i kø for månen





Der var yndige fiskehandlere med rouge på kinden og sløjfe i akryl-permanenten.
De sang og servicerede de mange kunder med glimt i øjet,
så man skulle være et ualmindeligt mavesur vris,
hvis man kunne finde på at brokke sig over de lange køer.

Citronmånen var fuld.
Nu er den halv.
Den kan snildt kalde en engel eller to frem med sin sødmefyldte syrlighed.
Opskriften er fra det seneste nummer af Boligliv.
Den får mine varmeste anbefalinger - mums.
Sammen med kokoschokoladekagerne er der lagt en solid bund
inden aftensmaden.
De sidste lys er slukket i det lillebitte juletræ.
Nu er det befriet for juletant og fjas og flyttet ud på terrassen.
Kunne næsten høre lettelsens suk, da det atter kunne trække kølig vinterluft.


fredag den 18. november 2011

Tekstile firkanter






En invitation fra et elskeligt medlem af tekstilnørdelogen.
En udflugt ud i den mørknende efterårseftermiddag.
En kamp på spidse albuer og rå barmkraft
Lagersalg er ikke for tøsedrenge.
En sæk guf rigere.
Meget få mønter fattigere.

søndag den 30. oktober 2011

Treiener




Der er en, 
der er to, 
der er tre
fjollefine lysestager
fra en fin lille hollandsk butik.

fredag den 14. oktober 2011

Flipflop en farlig fin fredag





Nattefrosten sniger sig ind på sommerens blomsterflor.
Jeg har plukket de sidste georginer ind til stuens vaser.
De store lavendeltuer har fejret sensommeren med endnu en blomstring.
Efter en dag med en overvældende grad af husmoderlighed, støvsugning, gulvvask, emhætterengøring og oprydning i køkkenskabe,
er der dømt 
fladudogvelkommenefterårsferiefredagaften.
Kæresten har trakteret med lækker hjemmebagt pizza og dejlig rødvin.
Om lidt er det mig der disker op med æblekage og kaffe.
Jeg har benene oppe.
Hold i nakken :(
Strikketøjet indenfor rækkevidde, håber holdet er med på strik.
Her dufter rent og lidt af pizza og æblemos.
Her er rigtig godt at være.
Her i hulen sammen med mine kære drenge.

søndag den 9. oktober 2011

Sådan





Masser af strik
En lillebitte smule havearbejde
En lillebitte smule klipperier i værkstedet
Masser af blæs, bladdynger og bidende kulde
på halvanden times strandtur, årets første med vanter og pandebånd.
Endnu mere strik, varm te og stearinlys.
Det er lykkedes at styre helt og aldeles udenom husmoderlighed,
hvis vi lige ser bort fra tilberedningen af
den bornholmerhane med masser af hvidløg og citron der bobler i "grisen" i dag.
Jeg er så glad for min nye stegeso.
Havde helt glemt hvilke lækkerier der kan trylles med et minimum af arbejdsindsats.
Rigtig søndagsmad, der laver sig selv og duften himmelsk.

onsdag den 28. september 2011

Æblelogik


Hvad gør man når æblerne dratter ned om ørerne på en.
Går ind og bager æblemuffins.

mandag den 19. september 2011

Søde lektier

Jullen og Marie har billedkunst sammen.
I morgen skal de analysere Edvard Munch´s "Skriget"


De damer har selv malet deres version.


Med glasur på en banankage.
De er søde, sjove og skrupskøre de to!
Mon billedkunstholdet overhovedet nænner at guffe kunstværket?

fredag den 9. september 2011

Blommelommelum



Blommerne er blevet forvandlet til den lifligste blommemarmelade.
Opskriften er fra Nanna Simonsen´s "Smag på Danmark"
1 1/2 kg blommer
7-800g rørsukker
2-3 hele nelliker
1 flækket vaniljestang
saften fra 1 citron
revet skal fra 1 usprøjtet citron (kun det gule)
Blommerne halveres og udstenes.
Knæk 15 blommesten og tag kernerne ud.
Put hele moletjavsen i en gryde.
Læg låg på og bring det langsomt i kog.
Lad det simre blidt indtil blommerne er ved at være kogt ud (ca. 20 min.)
Jeg måtte stive lidt med Rød Melatin fordi blommerne var meget saftige.
Hæld marmeladen på atamonskyllede glas og luk til.

Af erfaring kan jeg oplyse at sådan en klat ovenpå en knækbrød med brie
er
muuuuuuuuums.

onsdag den 31. august 2011

Farver og vitaminer for øje og mave


I den anden ende af kassen jeg bar hjem fra gartneriet var der
karryplante, yndige små lilla auberginer og fine gule squash.
I Rema faldbød de herlige sensommerblomster.
Jeg bar alle farverne hjem 
hvor de nu skal fryde øje, næse og mund.
Overdådigheden af frugt og grønt lige nu,
gør det svært for madøret at begrænse sig.
Sensommer og efterår er mine absolut yndlingsårstider i køkkenet.
Mulighederne vil ingen ende tage.
Der komponeres, eksperimenteres, koges og brases
Drengene er knap så begejstrede.
De er overbeviste om at de kommer til at mangle vigtige KØD-vitaminer.