Lørdag aften skulle jeg lige rydde lidt op i værkstedet for at der overhovedet kunne arbejdes videre.
Pludselig tog pokker ved mig.
Skabe og reoler blev tømt og smidt ud, vægge blev malet og nye reoler blev sat op.
Det hele i et vældigt kaos, for det var jo slet ikke meningen at jeg skulle gå så drastisk til værks.
Jeg flyttede troligt rundt på stabler og bunker efterhånden som jeg arbejdede mig frem i projektet.
ALT er sorteret med hård hånd og ordnet i kasser, æsker og snorlige rækker.
Stofbunkerne er endevendt og kritisk stablet igen, så det nu ligger indbydende og lokkende på hylderne.
Nye lamper over klippebordet, så jeg kan se hvad jeg laver.
Masser af luft så der er plads til at rykke rundt på borde, plads til kursister og kreative udfoldelser.
Et sirligt opryddet arbejdsbord med udsigt til min blomstrende gårdhave.
En oprydning der skulle have taget en halv time, men greb om sig til det meste af en weekend.
Nu sidder jeg så her midt i herligheden og spinder som en mis, mens hundebassen ligger under bordet og snorker.
NU skal jeg vist igang med at sy tasker, for det var jo egentlig det jeg kom fra i lørdags:)