Viser opslag med etiketten forår. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten forår. Vis alle opslag

søndag den 19. maj 2013

Hvor end jeg vender øjet hen...







Der er trylleri i min have hver eneste nat for tiden.
Hver morgentur rundt i min lille grønne oase 
byder på nye forunderligheder.
Det er som om det hele bare står i kø 
for at få lov til at folde farver, former, frodighed og fantastiske dufte ud.
Jeg nyder og takker havefeen.

onsdag den 10. april 2013

Kom frit frem forår, vi er klar





Foråret banker stædigt på
og jeg er SÅ klar til at byde velkommen.
Den sidste stædige bunke grå sne i gården
er ved håndkraft blevet båret om på græsplænen,
hvor solen lynhurtigt tog sig af resten.
Krukker og pottemuld er klar til sprøde forårsvækster.
Jeg har planer om at bane en vej gennem garagen ind til liggestol og parasol, 
så de også kan være med i velkomstkomiteen.
Utålmodige frø og knolde ligger på spring i havekurven.
Olivenlunden står og tripper for at komme ud fra vinterresidensen.
Rabarberne skubber sig forventningsfuldt op af den frosne jord.
Så søde forår kom nu frem
Jeg står klar med flag og faldera.

mandag den 4. marts 2013

Lyse dage




Solen har skinnet foråret i gang.
Der er pletter af lunhed både ude og inde.
Den første buttede rabarbersnude har skubbet sig vej op mod lyset.
Jeg har forsøgt at forklare at meteologerne endnu har sne i lommen,
men mine smagsløg drømmer om syrlig rabarbertærte og radiser.


tirsdag den 26. februar 2013

Tyvstart





Foråret venter lige rundt om hjørnet.
Jeg tyvstarter og bærer frøken Erantis, frøken Magnolie og frøken Kirsebær ind i varmen.
Herinde i min lune stue
brister knopperne og begaver mig med smukhed og velduft.

tirsdag den 29. januar 2013

Broderi i det spæde forår




Brodeuserne rumsterer med en ny broderiudfordring.
"Noder og unoder i Århus"
Sidste års udfordring mundede ud i en fin udstilling på Kvindemuseet.
Pelse lægger ud med en appetitvækker d.2.feb.
Jeg følger i hælene på hende med et weekendkursus i marts.
Foredrag og weekendkursus er i FOF-regi.
Du kan tilmelde dig via deres hjemmeside

torsdag den 3. maj 2012

Havemorgen




Godmorgen forårshave
Hvem tryller her mens jeg sover?
Der er bedøvende duft
bristefærdige knopper
udfoldet vidunderlighed
dugvådt græs
nybagt hundehøm
og fuglekor
Ahhhhhhh.......



mandag den 23. april 2012

Jeg flytter ind i foråret

Endnu et flasketræ er flyttet ind.
Garagen er forårsopryddet, og flaskepanten for en hoben tomme flasker,
strakte til et halvt oliventræ.
Jeg supplerede af egen lomme for den anden halvdel, 
for hele oliventræer er ligegodt pænest.
Uderummet indtages bid for bid.
I dag har jeg styrketrænet i staudebedet,
og møbleret terrassen.
Fået sol på næsen og barkede næver.


søndag den 8. april 2012

Rolig nu

Uhhhh æblepigerne lokkes frem i solskinnet.
Bare de nu ikke får svedet skørterne af i frostnætterne.

tirsdag den 3. april 2012

Forårsblomsterforgabt




Forårspynt til gården.
Skønne "krøllede" hornvioler.
Brune aurikler med de mest fantastiske aftegninger.
Jeg er da helt forgabt.
Her hvor der er læ og stille solskin
føles foråret helt ind til benet.
Det dufter af forår
lyder af forår
det føles som forår
på sådan en dejlig aprildag.
Lige om lidt vender jeg snuden mod dejligt selskab.
En eftermiddag i "jomfruburet" med masser af ord, knus og kaffe.

fredag den 30. marts 2012

Fredagsglimt






Foråret springer ud, pipler op, bryder stakitter og pynter mit bord.
I værkstedet er foråret gået helt bersærk,
der er piplet så meget frem, at jeg i går aftes måtte ty til spisebordet, 
for at få klippet mig en kjole.
Der er materiale til en kvik lille forårsoprydning.

mandag den 26. marts 2012

Mageløse Magnolia



Så er vi kommet til den magnoliaknoppuffende tid på året.
Lige om snart sender de udsprungne blomster den mest fortryllende duft afsted.
En forunderlig skabning.
De smuktformede dunede knopper har siddet klar hele vinteren.
De har samlet energi til 
en kort men overbevisende karriere 
som havens smukkeste blomst.
Når blomsterne forlader scenen
afløses de af smukt grønt løv og nye små knopper .

fredag den 23. marts 2012

Held fra morgenstunden



Ohhhhh at træde ind i Læderiet hvor de just har fyldt restekasserne op.
Julerosen ældes med så megen ynde, at jeg sukker af benovelse.
Rabarberraketterne lægger an til start, desværre skarpt forfulgt af skvalderkål og peberrod.
Jeg lægger an til dagens syopgaver og satser på,
at når solen får kæmpet sig gennem skydækket, sidder jeg klar med strik, kaffe og næsen i sky.

torsdag den 22. marts 2012

Blomstertyv

Tidligere var der ved indkørslen til vores hus
et orgie af farvestrålende forårsløg.
Nu er der bare fliser.
Jeg savner foråret lige udenfor min dør.
Da indkørslen blev gravet op sidste sommer, forsøgte jeg at redde nogen af forårsløgene, 
de blev sat om i haven, men er endnu ikke dukket op til overfladen.
Måske har jeg sat dem for dybt.
Da Smukkehunden og jeg niflede i morges,
mødte vi disse skønheder.
De var brudt ud gennem en hæk i en fremmed mands have,
så langt ud, at jeg plukkede en buket næsten uden at føle mig som tyv.
Nu står de og lyser på min værkstedsformiddag.

tirsdag den 20. marts 2012

De står på spring

Bare to dage inde i stuens varme
og de yndigste mirabelleblomster sprang ud.
Inden længe drysser de forårsne langs hegnet hvor Smukkehunden og jeg nifler.

lørdag den 17. marts 2012

Forårsvelkomst

Så dejlige solskinstimer jeg havde udendøre.
Vinterens tørre blade blev fejet væk.
Det sidste vinterpynt blev bortvist.
Nu er der fint og klar til forår.
Kommer du forbi, bliver du budt velkommen med et lille farvestrålende "træ" ved min hoveddør.
En genbrugsvase, æblegrene og pompomer 
og en limpistol til at binde det hele sammen.
Nu står det og lyser op indtil naturens farver overhaler indenom.

fredag den 16. marts 2012

Kvikke æg





Vibeæggene i haven er ikke så forårskåde endnu,
men så er det jo skønt at blomsterhandleren har dem fine og knopspruttende.
Han havde også midnatsviolette hornvioler der fluks smeltede mit hjerte og kom med hjem.
Nu sidder jeg her i den milde forårssol
sipper kaffe
strikker
fryder mit øje med de hjembragte forårsblomster
og mærker livet og solens varme på kinden.
Det er en farlig fin fredag eftermiddags fornøjelse.