En uges total offline på Mallårka
Tankevækkende at det gav abstinenser de første par dage uden cyperspace indenfor rækkevidde.
Selvvalgt eksil fra opdateringer og input fra min virtuelle verden.
Jeg har stirret virkelig meget ud i luften
og fundet fred med at være i nuet uden at dele det med jer, FB eller IG.
Det har skærpet bevidstheden omkring at jeg får masser af input og inspiration fra cyperspace.
Jeg er blevet mere bevidst om de bånd og venskaber jeg har knyttet virtuelt.
Venskaber som er blevet bundet endnu tættere ude i virkeligheden.
Venskaber som er blevet tætte netop med baggrund i den fælles klangbund vi har haft via de tanker og oplevelser vi har delt med hinanden via bloggene.
Jeg har knyttet bånd med skønne kvinder hvis livsindstilling og tilgang til verden i det hele taget
har været mig bekendt inden jeg mødte dem ude i virkeligheden.
De overvejelser og livsanskuelser vi deler på bloggene
er jo ikke opstået ud af den blå luft
men ud af vores levede liv.
Jeg oplever
at netop fordi vi har delt livsovervejelser, sødt, surt og sjov i blogindlæg,
har vi en meget større forforståelse
og følelsen af at kende hinanden på en helt særlig og anderledes måde.
Særlig og anderledes fordi
vi har sprunget alle pænhederne og høflighedsfraserne over.
Vi har kunnet gå direkte ind i hjertekulen og har kunnet dele sorg og glæde, grimt og smukt uden de sædvanlige filtre.
En uge udenfor cyperspace har spidset min bevidsthed
om at jeg henter meget mere end madopskrifter og pæne billeder her.
Jeg har fået smukt livsslebne kvinder ind i mit liv.
Sådan nogen jeg savner når de ikke er der.
Det er fandme fedt.
