Viser opslag med etiketten Inspiration. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Inspiration. Vis alle opslag

fredag den 30. maj 2014

Skriv med korssting

Jeg har henover foråret broderet ord.
Små sentenser, vise ord og dørskilt til Jullens nye lejlighed.
Hvis du har lyst, kan du også kaste dig over at skrive med korssting.
Hvis du googler crossstitch-alfabet kommer der masser af korsstingsbogstaver til fri afbenyttelse.
Jeg har bla. brugt det her

Hvis du ikke lige selv har noget du skal have råbt ud i korssting, er Pinterest et rigtig godt sted at finde sjove finurlige sentenser.
Stoffet skal være broderistof hvor du kan tælle trådene.
Jeg har brugt forskellige hørlærreds og aidastoffer. Stofferne kan bla. købes hos BroderiModerne.
Jeg har syet med DMC amagergarn 2 eller 3 tråde afhængig af stoffets finhed.
Du skal bruge en stramajnål til at sy med.

Det kan være svært at tælle rigtigt og vide hvor meget broderiet kommer til at fylde
Derfor er det en god ide at tegne teksten op på kvadreret papir, inden du går i gang med at sy.
Derefter kan du tælle op på stoffet hvor meget teksten fylder.
Vær opmærksom på at lave god "linje"afstand. Hvis "linjerne" ligger for tæt, bliver det færdige broderi bøvlet at læse.
Broder et bogstav af gangen.
Når du er færdig kan du montere broderiet i en ramme.








lørdag den 23. marts 2013

Smukhed til væggen

En skøn pige i meget store bukser fra amileinthewoods

En fin fin fugl fra Gitte Lægård

Jeg har været omkring Edition i dag
Der var masser af fine tegninger, tryk og andre herligheder.
Et rigtig fint initiativ fra Anja Wind White Wall Gallery
En succes der vistnok gentages til efteråret.

Når jeg har fundet rammer til mine 2 skønne print
skal de pryde min væg og glæde mit øje.
Gitte Lægård havde også det vildeste fine fugletapet med.
Jeg MÅ finde et sted hvor der kan sættes sådan en bane op.

onsdag den 20. marts 2013

Postkort fra udelivet 4










Jeg er hulstenssamler.
Jeg går let grumbøjet langs stranden med hulstensradaren ude, 
eller sidder midt i en bunke ral og roder for at finde skatte.
Mit øje og min fantasi er helt vild med "Strandvilderter"
De der knotter af fiskenet,tovværk,tang og andet guf som bølgernes kraft har flettet sammen.
En gang i mellem kigger jeg op og får øje på storslåetheden.

tirsdag den 19. marts 2013

Postkort fra udelivet 3







Jeg kan fange horisonten 
og frydes over naturen i panoramastørrelse.
Men det er med snuden helt nede i noget, 
jeg finder inspiration og forundres over naturens skønhed og orden.
Tæt på -skønheden 
går lige i hjertet på mig
og rusker i min kreativitet og fantasi.

mandag den 11. marts 2013

Heavy metal








I Terapihobby kan man finde ting man slet ikke ved man MÅ eje.
Man kan også finde rigtig mange ting man rigtig godt kan leve uden.
Forleden fandt jeg en rulle kobberfolie på hylden med mønsterpapir.
Det spruttede og sprudlede med ideer inde under hjernebarken da jeg så den.
På en anden hylde fandt jeg små kobberdutter som vakte smykkeideer til live.
Egentlig skulle jeg have stoffarve derude,
men det endte med en pose fyldt med kobber.
Henover weekenden er der blevet leget med kobber,
nye ideer er ploppet frem 
og der er mange mange timers leg tilbage i det materiale.


tirsdag den 5. marts 2013

Broderibegejstring



















Lørdag morgen 
drog jeg afsted tungt læsset med 2 store tasker. 
Taskerne fyldt med broderigarn, broderibøger, stof, farver, strygejern, inspirationsstumper, bagepapir 
+ det løse.
Maven fyldt med forventning og en lille flok blafrende sommerfugle.
Denne første forårs weekend
var af 10 kvinder afsat til en rejse ud i broderi med mig som rejseleder.
Med iver , nysgerrighed og dyb koncentration
kastede de sig ud i sting, farver og grænsoverskridende uorden.
De legede med materialerne,
knoklede med teknikkerne til de forskellige sting.
 Med små opmuntrende puf
kastede de sig ud på dybt vand..
De lod sig gribe og arbejdede så koncentreret, 
at der til tider var så stille,
at det ville kræve ualmindeligt gode talegaver at overbevise forbipasserende om,
at der inde bag døren
sad 10 kvinder og broderede.
Franske knuder, kontursting, tungesting, kædesting, korsting blev tilføjet ordforrådet 
og med de ny erhvervede teknikker forvandledes tråd og stof
til skønne billeder.
Billederne herover er kun et lille udsnit af de vidunderlige broderier
der blev lavet.
Jeg er dybt imponeret
og helt ned i lilletåen glad over 
at der er sået broderiglæde
som forhåbentlig resulterer i endnu mere broderi.
For de maler da for vildt med nål og tråd de damer. 

onsdag den 27. februar 2013

Et billede bliver til et billede

Et billede af noget levende i et mikroskop
klippes ud af et gammelt Lademanns værk om Verdens store mysterier.

Billedet bliver godt og grundig krøllet og krammet.
Foldes ud igen, glattes og der stryges vlisofix på bagsiden,
hvorefter billedet stryges på et stykke lærred.


Med symaskinen "tegner" jeg med løs og fri hånd på billedet.

Jeg tegner med poscatuscher og med nål og tråd broderer jeg ovenpå billedet.

Kanten klippes ren og billedet limes op på sort karton 
eller puttes i en paspartout.
Prøv selv, det er en fest for fantasien.

søndag den 16. december 2012

Historien om en pude der ville frem

I november lavede jeg de her fine "kryds og bolle"spil.
Spillepladen er skåret ud i lækker fed uld fra Kvadrat.

De strimler jeg skar af spillepladerne
var tæt på at ryge i skraldespanden,
men jeg fortrød og lagde bunken ind på hylden.
I dag skulle jeg lede efter noget helt andet,
i jagten faldt jeg atter over strimlerne
og glemte alt om hvad jeg ledte efter.
De strimler ville flettes,
det blev de så.

Ude på værkstedsdøren hænger en kaprifoliekrans med et par hulsten i.
En af hulstenen fik forleden en klat neonorange.
Der var lidt maling i den pensel jeg var på vej ind for at skylle ren,
og jeg kunne ikke dy mig for lige at sætte en klat på stenen.
Regnen har forsøgt at slette mine narrestreger, 
men neonorange er ikke sådan at skjule.
Den neonlysende klat inspirerede mig til hvad det uldne fletværk skulle bruges til.

Bunken af råhvid fed uld blev fundet frem.
En lille neonorange rest fra Falck-uniformsproduktion
passede nøjagtig bag fletværket.
2 uldne kvadrater blev klippet.
Den ene kvadrat blev rammen om fletværket.
Den anden kvadrat blev rammen om en "diskret" neonorange lynlås.
De to kvadrater blev lagt over hinanden.
I det ene hjørne blev der puffet et lille stykke orange refleksbånd ind.
Kvadraterne blev syet sammen og vendt.
En 50x50 monteringspude blev puttet indeni.


En lækker pude så dagens lys.
Nu er den flyttet ind i sofaen, til pynt og til at hvile mit hoved på, når jeg jeg lige skal nappe en lille lækkerlur.

Snip snap snude
historien om en pudefødsel er ude.
Tip tap tønde
en ny, om en grøn pude, kan begynde.
Morale:
Smid ALDRIG uldne strimler fra "kryds og bolle" spilleplader ud.