søndag den 21. marts 2010

LANGSOM og laaangsom


En søndags solstråle faldt smukt ind på perlehyacinterne.


Det farveglade Woodland-tørklæde nydes, flowerbedgarnets farveskift gør mig glad og lokker til liige en eller tre pind mere hen til næste farve. 

Store huse og små bitte huse. Jeg glæder mig til at bygge en taske med et mix af disse 2 stoffer.


Mine forældres smukke bornholmerur, arvet fra mine bedsteforældre, som har arvet det fra deres forældre.
Lyden af det knirkende gamle urværk er beroligende og tryg.
Se bare mine 2 små pus, som virkelig slapper af når de er hjemme hos bedstefar og bedstemor:)
Der blev hundehvalpesovet i sofaen, trygt og godt med bornholmertik-tak, TV-håndbold, småsnak og strikkepindeklikken som sød baggrundsmusik.

Den beroligende bornholmerlyd skulle jeg have haft med mig i går.
Jeg kunne ALDRIG frivilligt finde på at drage i f.eks Ikea lørdag formiddag.
Efter igår er der tilføjet en destination mere til denne ALDRIG-liste: Stof og Stil
Ganske frivilligt og fro drog jeg afsted for at hente stof til gardiner til yngstemands dragehule.
Der var kun ganske få ledige p-pladser, allerede der burde jeg have lugtet lunten, men nej jeg udstyrede mig med indkøbsvogn og messede mantraet: Jeg har gooood tid".
Der blev puffet og skubbet med de tungt lastede vogne fyldt med stofruller og børn der ikke led i stilhed.
Da jeg havde fået samlet det fornødne plus det løse, begyndte jeg at kredse om klippebordene for at udse mig køen med de lettest lastede vogne.
Jeg stillede mig i køen og forsøgte at skabe min egen lille boble, hvor jeg bare skulle trække vejret dybt og gå i dvale til det blev min tur.
Foran mig blev 2 kvinder med 3 ruller stof ekspederet. Det kunne da ikke tage lang tid!
Jo det kunne tage rigtig lang tid, for de damer havde ikke lige brugt ventetiden på at forholde sig til hvor meget de skulle have klippet af rullerne.
Der blev ivrigt diskuteret ærmelængder og plus/minus 25 cm.
Da vi var lige ved at lande på plus 25 cm, blev de i tvivl om farven, og var liiige nede ved hylden for at hente nuancen et nummer lysere.
Valget faldt langt om længe på den farve de var startet med. Men hvor meget var det nu de var blevet enige om de skulle bruge.....
Min boble var forlængst bristet og mit rolige og sindige bondepigevæsen ville kunne peake ethvert blodtryksapperat.
Bag mig stod en venligt udseende kvinde med sølle to ruller stof mod mine 6 ruller.
Jeg tænkte at med godt skal mindre gode episoder fordrives, så jeg tilbød smilende at hun lige smuttede foran mig, og i en fart fik klippet hvad hun skulle bruge.
Hun skulle som end kun lige have 25 cm af hver. Der skulle nye gardiner i sommerhuset, så hun skulle have lidt farveprøver med.
Men hun ville da også frygtelig gerne vide om de valgte stoffer var på lager i større mængder.
Det tog så lige 10 minutter at finde ud af det.
SÅ blev det min tur. Da det hele var klippet af og pakket i vognen, gik turen rask videre til: KØEN VED KASSEN;)
Mens jeg drog kortet gennem kortterminalen faldt mit blik på det smukkeste stykke stof i hænderne på hende der stod bag mig......
MEN jeg magtede altså ikke en tur mere, tror jeg tjekker det i netbutikken:)

fredag den 19. marts 2010

For filan da det forår vil frem


Det er skisme da fantastisk og forunderligt, at man her i sit niogfyrretyvende år stadigvæk kan blive fuldstændig overrumplet af naturens og årstidernes foranderlighed.
Der er piplet små bitte tulipandutter op i de krukker jeg puttede løg i i efteråret.
Krukkerne har stået under den største og mest stædige bunke sne hele vinteren.
For få dage siden smeltede de sidste sneklatter, og vupti, op stritter straks små nye forårsbebudere.


Sidste år så krukkerne sådan her ud i maj måned.
Jeg glæder mig til at se hvilke farver og former der dukker op i år.

torsdag den 18. marts 2010

Grøn og glad

Forårssprøde farver og kærlige hjerter.
Sammen smed skind og limegrønne køkkentern er det blevet til denne skuldertaske,
 der hænger og venter på at komme ud og suse sammen med en forårskæk ungmø.

Sommerfuglene er landet på en fin lille skitsebog.
En eller anden har fiflet med mit målebånd;) bogkjolen snærer lidt over ryggen, så denne her bliver vist en prøvemodel.
En dejlig værkstedsdag lakker mod enden.
Der har været indlagt gode lange traveture i det skønne forårslune blæsevejr.
Lokkerne er blevet trimmet hos frisøren.
Ryggen er i bedring, så forårsstrikketøjet er fundet frem igen.
6 timers arbejde og weekenden banker på med masser af plads til mere leg.
Jeg glæder mig.

Hanne i lange baner

Nye forsyninger af navnebånd.
Nu er det op til fruen at få flikket noget sammen som de kan blive syet på.
Skønne forårs- og sommerting der skal sælges på Forårsmarked i Ridehuset i Århus i bededagsferien.
Ideer,stof og stads ligger klar.
Heldigvis er der så vådt og smattet i haveregionerne, at de ikke for alvor trækker endnu.
En god lang påskeferie ligger indenfor rækkevidde.
Hvis jeg ferierer i værkstedet mens resten af familien drager i sommerhus, skulle der nok være basis for kreativ leg og fordybelse på højt plan.