mandag den 30. marts 2009

2 mislykkede filterier forenet i et smukt resultat

Jeg har været igang med en meget vellykket fusion.

Jeg har i længere tid haft en bunke filtede tørklæder liggende som alle havde det tilfælles, at jeg ikke var ovenud tilfreds med dem. Et par af dem var for korte, et var for tyndt og ujævnt filtet. På et par nunofiltede havde kartefloren et for højt silkeindhold, så det ikke hæftede ensartet på bunden. Med jævne mellemrum har jeg hevet katastroferne frem og stået og vendt og drejet dem for at finde ud af hvad de kunne reddes med.

Pludselig dukkede der forleden aften en ide op. Et lidt kedeligt ensfarvet tørklæde blev piftet op med cirkler klippet ud af det mislykkede nunofiltede tørklæde. Jeg har friquiltet cirklerne på, det giver en rigtig fin bagside, små fine snegle, der puffer lidt pga. uldens fylde.

onsdag den 25. marts 2009

Flere frejdige forårs-tøsekjoler

Gamle duge, sengelinned og sommehusgardiner har i disse dage fået nyt liv i mit værksted.
Der er suppleret med nye tekstiler i matchende farver.
Lette og luftige sommerkjoler der kalder på brune ben og små sandaler myldre frem, foreløbig er disse 3 syet, men flere ligger og venter i stumper og stykker.
Det er vidunderligt når først inspirationen kommer væltende. I weekenden havde jeg kursus for en flok småbørnsmødre der skulle lære at sy børnetøj.
De var virkelig seje, nogen af dem havde aldrig, som i ALDRIG, før syet på symaskine, men denne lille detalje til trods, drog de alle hjem med de sejeste modeller fikse og færdige lige til at vælte de dejlige unger ned i.
Pudsigt nok er det ofte sådan skruet sammen at når jeg underviser bliver jeg selv så inspireret af at følge mine kursisters proces, at jeg slet ikke kan vente med at komme igang med alle de ideer der er myldret frem undervejs.
Jeg elsker at undervise, samspillet med kursisterne er fantastisk berigende, det er så fedt når det lykkes at smitte andre med glæden ved at skabe noget, når kursisterne begejstres lige så meget over processen som over produktet.

mandag den 16. marts 2009

Fine skatte

Alle disse herligheder blev hjembragt fra venindeturen til Håndarbejdsmessen i Vissenbjerg. En meget velbesøgt messe med meget stort udvalg af materialer. Der var både fæle raiteter og ohhh-skønne jeg må eje-ting til salg i de tætpakkede og meget varme haller. En million milliard håndarbejdsglade kvinder og ganske få transvedende mænd. I det nærliggende spejderhus var der en lille udstilling med nogle af Charlotte Buch´s smukke filtede ting.

Markal Paintsticks har meget længe stået på min ønskeliste. Et helt fantastisk oliefarvekridt som kan bruges på stof. Med en stk-pris på mellem 40-80 kr blev der nøje udvalgt hvilke farver jeg skulle hjembringe. Nøj hvor jeg glæder mig til at prøve alle mulighederne af. Første prøveklud ligger allerede til 48 timers tørring, før der kan arbejdes videre med hånd- og maskinbroderi.

Tyk tyk og helt vidunderligt i farvespillet er mit nye garn Soul wool håndspundet og håndfarvet merinould. Min effektkurv til filtearbejder blev lige suppleret med nogle fantastiske grønne, lilla og turkise farver på de fede lammelokker.
Stedmoder hedder denne håndfarvede merinould fra Garngalleriet man kan næsten dufte stedmoderblomster når man kigger på de smukke farveforløb. Ulden skal nunofiltes på chiffon til florlette sommertørklæder.

lørdag den 14. marts 2009

Blæret udstyr

Jeg troede indtil igår, at jeg var kørende hvad blæret værktøj angår. Min deluxe "Addi-click" æske som jeg fik af min søde kæreste i julegave, var for mig den ultimative luksus.Men så fandt jeg de her på Lauritz.com.
Grønlandske hæklenåle skåret ud af narhvaltænder, vurderet til 10.000 bobs......
Er de ikke bare smukke!