torsdag den 7. januar 2010

Jeg bager uld og kage

I ovnen bager noget chokoladekage der skal blive til trøffel-lagkage.
I vaskemaskinen snurrer noget uldstrik der skal blive til en fin ny vintervest.
I soveværelset snorker kæresten og hunni.
I teenagerederne fifles der lektier og kommunikeres med kammerater.
I værkstedet sidder fruen og nyder duften af nyudsprungen hyacint, mens hun blogger og syer stumper sammen til en taske.

Om lidt skal kage og vest tages ud af hver deres maskineri. Hmpff jeg ved ikke om en ovn er en maskine;)

Kagen skal flækkes og fyldes med lækker trøffelcreme både indvendigt og udvendigt og tilsidst dænges til med ristede hakkede hasselnødder. 
Den skal fornøje mine kollegaers søde tænder i morgen eftermiddag.
Vi skal på personaleweekend i Søhøjlandet.
Vi er en flok slikmunde, og mon ikke vi trænger til kageguf efter en lang eftermiddags leg i sneen.
Måske skulle jeg også lige få pakket til udflugten. Det er svært at pakke minimalistisk når der både skal mosles i sne og frost, leges i idrætshal, tumles i badeland og dinneres i restaurant.

Vesten skal trækkes i vestefacon og lægges til tørre. Jeg glæder mig allerede til at prøve den, når jeg vender hjem i hulen på lørdag.

Min værkstedsdag er forsvundet alt for hurtigt.
Jeg har leget med stof og broderi der skal blive til tasker.
Jeg har fået en bestilling, hvor et kæmpestort broderi med "hjortens flugt"  skal bruges som hovedingrediens i 2 tasker.
Jeg elsker legen med at få stoffer og farver til at mødes i skøn forening, så det på en gang er harmonisk og iøjnefaldende.
Nu ligger mine foreløbige kombinationer og venter på at jeg tjekker op med friske øjne om et par dage.
Jeg kan ikke fotograferer ordentlige farver i aftenmørket. En gang i mellem er det fedt at lege med kombinationerne i et fotoprogram. Det er som om fotomediet kan bringe anderledes spændende kombinationer frem, som så efterfølgende kan samles i "den ægte vare".



Et "glemt" broderi, der da vist skal integreres i en taske eller pude.

1 kommentar:

  1. Rigtig god fornøjelse med personaleweekenden. Du får da puslet en hel del i det værksted:)

    Jeg har tilbragt dagen i Ikea, hvor Bjørnen fik skuflet et nyt værelse sammen. Det tegner til, at blive rigtig godt.

    Vi går rundt og krydser fingre for, at han snart får besked om optagelse på det studie, han gerne vil i gang med til februar.

    Åh, jeg kunne da godt spise et stykke kage;)

    SvarSlet