søndag den 31. oktober 2010

Frisk luft og nyvasket hund - en sund for sjælen søndag


Op af skrænter, ned af skrænter, over bække, ned i bække.
Indenom mountain-bikere, udenom løbere.
Hen af stranden udenom vandmænd, indenom vadersklædte fiskere med snade i mund.
Af med vanterne, af med tørklædet, af med jakken
Den sidste oktoberdag var lun og lækker,
trængte slet ikke alt det overtøj vi havde pakket os ind i.
Hilse på små, store, tykke, tynde hunde i eller uden snor
+ en enkelt meget stor hund, der var en hest.
Snuse til og indgnide pels i noget meget dødt.
Drikke af skønne plumrede vandpytter.
Spunse ud i det forfriskende hav og spunse ind på land, for at ryste havvandet ned i vores støvler.


Hjemme igen
Med matte og plørede ben.
Af med selen og af med bukserne.
Hundevask med lækker shampoo, guffer i koppen og veltempereret vand i bruseren.
Frottering med 8-9 håndklæder.
Rystetur hele vejen ind i stuen, hvor det sidste badevand lige blev shaket af under spisebordet.
Den firbenede ligger snorkende til tørre.
Den tobenede prøver at få hundewellness-centeret til at ligne et menneskebadeværelse igen.
Lige om lidt ligger hun også til tørre i sofaen med en kop kaffe. 
Duften af drengenes pizzabagning fortrænger mere og mere overbevisende duften af våd hund.

3 kommentarer:

  1. Tiltrængt med en tur i sofaen. Jeg tænker, det må have været en vidunderlig dag :)

    SvarSlet
  2. Det lyder som en skøn dag. Godt at afslutte med hjemmelavet pizza.

    SvarSlet
  3. Den var gennemført vidunderlig den søndag. Sofaen behagede til langt ud på aftenen Pernille.

    Den allerdejligste dag Eva.
    Pizzaerne er drengenes speciale. De er SÅ gode, og heller ikke dårlige som frokost på en mandag:)

    SvarSlet